Shoppemani hos børn og unge
– og 7 tips til at undgå det!
Af Otilia Henriksen, November, 2025
Om shoppemani hos børn og unge (og voksne), og hvorfor bl.a. Black Friday kan trigge den.

Black Friday kan være en kickstarter til shoppemani, også kaldt kompulsive køb. Og de unge menneskers hjerner er særligt udsatte for afhængigheden til at shoppe, da de ikke har så meget erfaring med shopping, og da deres frontallapper endnu ikke er helt færdigudviklet. Men de samme problemer, mekanismer og råd kan også være relevante for voksne.
Så måske vil du holde lidt øje med og støtte dit barn. Men hvad skal man forstå og hvordan kan man støtte uden at problematisere og skabe konflikter derhjemme? Det kan være lidt svært uden lidt dybere viden og konkrete redskaber.
Derfor vil jeg dele lidt omkring de psykologiske mekanismer, man bør være opmærksom på. Du får også nogle konkrete råd, hvis du vil undgå, at dit barn eller du bliver revet med.
For mange er det bare sjovt at gøre et godt køb, men de unge mennesker kan nemmere ende i shoppemani og miste opsparingen. Vi ser det tydeligt ved online spil / gambling, men Black Friday mv. kan også fange dem.

Mange af mine klienter med børn og unge har haft glæde af mine råd, som fx at tage en snak hen over aftensmaden et godt stykke tid inden Black Friday, hvor de forklarer om de psykologiske mekanismer, der kan føre én på afveje. På den måde kan børnene og de unge blive mere bevidste og selv genkende symptomerne på shoppemani. Men det er aldrig for sent at komme i gang med rådene.
Mekanismerne bag shoppemani
Man kan specielt lægge mærke til og tænke over disse mekanismer bag shoppemani.
Dopamin og hjernens belønningssystem
Når man køber noget, især noget “billigt” eller med rabat, udløser hjernen belønningsstoffer som fx dopamin. Man får en slags “købsrus”. Det husker hjernen som noget rart, – lidt ligesom ved sukkerindtag, hvilket gør det sværere at sige nej.
FOMO (Fear Of Missing Out) og begrænset tid
Mange tilbud bliver markeret som “kun i dag” eller “få tilbage”. Sådanne tidsbegrænsede rabatter spiller på vores frygt for at gå glip af noget.
Manipulerende markedsføring
Webshops bruger manipulerende greb til at få én til at trykke “køb nu”, fx ved at vise, hvor mange andre der kigger på varen, eller at der kun er få tilbage.
Impulsivitet og manglende impulskontrol
Kompulsive køb kan være stærkt forbundet med impulsivitet, hvor man har svært med at hæmme impulser og udsætte behov. Alle børn og unge kan blive ramt, men man bør være ekstra opmærksomme på børn og unge (og voksne) med ADHD ift. Black Friday.
Tegn på shoppemani
Svarer man ja til flere af følgende spørgsmål, og føler man at det er et følelsesmæssigt- eller økonomisk problem, så kan det være tegn på shoppemani:
- Føler du ofte en stærk trang til at shoppe, også selvom du ikke mangler noget, og er det svært at lade være?
- Gælder det især, når der er tilbud?
- Har du ud af det blå pludseligt købt noget, dvs. at du uden planlægning impulsshopper?
- Føler du skyld, skam eller fortrydelse efter køb?
(Nogle skal have haft shoppemani et stykke tid, før de mærker dette.) - Bruger du shopping som en måde at håndtere stress, tristhed, kedsomhed, uro eller angst?
- Har du fået økonomiske problemer pga. shoppingen og holder du købene hemmelige?
7 gode råd og tips til at undgå shoppemani og overforbrug
Her er mine 7 gode råd og tips dine børn og unge (og dig selv), så I undgår overforbrug og shoppemani, ikke mindst ved Black Fridag tiden.
Børn og unge efterligner ofte én selv, men de gode samtaler om shoppe-adfærd forbygger en del faldgruber, da børn og unge ikke har så mange erfaringer med at shoppe, som voksne har.
- Shop kun når du har en indkøbsliste og et budget
Lav en konkret liste over, hvad du mangler eller vil investere i, gerne i meget god tid. Husk at skrive et maksimumsbeløb, som du tillader dig selv at bruge. - Er der et godt tilbud, så hav tænketid
Mange af mine klienter spørger, hvor meget tid er nok. Mit svar er alt fra 30 minutter til en dag eller mere. Det afhænger af beløbet og behovet for det, som man køber. - Afmeld unødvendige salgs-nyhedsbreve e-mails
De mange salgs-e-mails, kan trigge trangen til at shoppe unødvendige ting. Du kan mindske fristelsen ved at afmelde så mange som muligt af disse nyhedsbreve. - Spot FOMO (Fear Of Missing Out) marketingtricks
Øv jer i god tid i at genkende mekanismerne bag disse tricks. Tal med dit barn eller unge menneske om de nyhedsmails, man kan/vil afmelde, fordi de skaber hast og FOMO. På den måde lærer dine børn at genkende, hvornår firmaerne bruger FOMO tricks til at købe for hurtigt. - Behovet for købet er vigtigere end rabatten
Overvejelser, ”om et tilbud virkelig er et godt køb eller om det bare er rabatten, der trækker”, kan være gode samtaleemner med ens børn og unge. Stil spørgsmålet til dem i stedet for at give dem svaret med det samme. Børn og unge lærer bedre af at blive spurgt end at få svaret direkte. Det skyldes, at man via spørgsmålene aktiverer deres frontallapper, hvilket gør dem mere reflekterende omkring emnet. Derudover er du der som forældre heller ikke hele tiden, så det er vigtigt, at du lærer dem at tage gode valg selv. Spørgsmål kunne være: ”Hvor meget tænker du, at du vil få det brugt?”, ”Kan du få noget bedre, der holder længere?”, ”Er det noget der udløber, eller kun er på mode i kort tid?”, ”Er det noget, som ofte kommer på tilbud i løbet af året?” osv. - Brug andre lykkegivende aktiviteter end shopping
Jeg anbefaler mine klienter at bruge andre måder at regulere følelser på end at shoppe. Det kan være motion, dans, sang, meditation, socialt samvær, kreative aktiviteter osv. - Søg professionel behandling, hvis det er et større problem
Hvis du oplever, at dit barn eller unges shopping bliver ukontrolleret, så kan professionel hjælp være en rigtig god vej.

Opsummering
Black Friday kan føles som et ”card blanche” til at shoppe. Alle snakker om det og mange gør det, fordi rabatterne kan være store. Men bruger man shopping til at regulere følelser, så er det netop her, at faldgruberne, der kan udløse shoppemani, kan være mest kraftige. Det kan gøre en stor forskel at være bevidst over for marketingtricks, at aftale klare grænser med en selv og at planlægge ens shopping.
Oplever man alligevel, at man gentagne gange overskrider egne grænser og føler skyld eller skam bagefter, så kan det være et tegn på, at professionel hjælp er nødvendig.
Med lidt viden, gode samtaler og klare aftaler kan du hjælpe dit barn med at stå stærkere. Og hvis dit barn elle unge igen og igen overskrider egne grænser, kan professionel hjælp være relevant.
Men forhåbentlig bliver Black Friday et tidspunkt for nogle få, gode og gennemtænkte køb – og ikke en fælde, der fører til overforbrug.

